Nisser og julemænd
"På loftet sidder nissen"
Vor opfattelse af julemanden - som af julen selv - er, som tidligere nævnt, en blanding af hedenske, nordiske og hertil internationalie,
ofte merkantilt påvirkede forestillinger.
I den forbindelse sammenblandes bebreberne julenisse og julemand, og det er jo ganske forkasteligt!
Nissen havde nemlig oprindelig intet med julen at gøre. Han familie var "de underjordiske", der i hvert sogn holdt til i bakker og buskads; men nissen selv foretrak bondegårdens mørke kroge. Denne bogs forfatter kan præstere et autentisk signalement af nissen, modtaget i 1960 fra en gammel bornholmsk bondekone, som dagligt så ham smutte rundt, når gårdens øvrige beboere var ude. Han forsvandt straks, når de andre kom hjem. Gårdnissen eller gårdboen beskrev hun som en lille væver størrelse med gråt skæg, og på hovedet var han en rød hue. Nissen bærer altså, ifølge dette, en ganske almindelig almuedragt fra forrige århundrede. Beskrivelsen svarer nøje til de første danske tegninger af nisser omkring 1840, så datidens kunstnere må altså også have set ham. Og sådan optræder han også på de første nissepostkort fra omkring 1870.
Det må antages, at bønderne i forrige århundrede troede fuldt og fast på nissen. Det var derfor mod jul naturligt, at sørge ekstra godt for ham, som for alle andre på gården; især da han ellers let kunne blive ondskabsfuld.
Galhovedet er han sikkert siden blevet over at blive indblandet i salgsfremmende julemandsværksteder og andre tåbeligheder, der ikke er af hans verden. FOr i modsætning til nissen har hans af købmænd opfundne slægtning, julemanden, oprindeligt intet med nordisk idéverden at gøre. Han er nemlig en blanding af den revsende tyske Sankt Nikolaus og den mere gemytlige engelske Santa Claus. Begge adskiller sig bl.a. fra den danske nisse og hans almuefolk ved at være iklædt højrerestandsklæder i festligt rødt med skindbræmmer, der ligeledes kanter deres "nissehue".
Vor første oprindelige julemand er mere beskeden, han optræder i førsteudgaven af "Peters Jul", og bører en gråhvid vinterkappe af nordisk snit; men virker dog også noget bister, som Sankt Nikolaus. Det er samme figur, der optræder omkring århundredskiftet hos vor populære juletegner Louis Moe.
"Santa Niko-Claus" bliver derimod reklamefolkets markedsudråber og optræder grangivelig som plakatbærer samt entertainer i stormagasiner, og hans image bliver med årene stadig mere amerikaniseret.
En anden tvivlsom kombination er blandingen af julemand og juleengel - hedenskab og kristendom. Englen optræder endda sammen med nisse i Louis Moes "Julemandens Bog" fra 1898, og en god grundtvigianer som maleren Joakim Skovgaard foreniger dem over i købet i sit julemærket fra 1913.
I den forbindelse sammenblandes bebreberne julenisse og julemand, og det er jo ganske forkasteligt!
Nissen havde nemlig oprindelig intet med julen at gøre. Han familie var "de underjordiske", der i hvert sogn holdt til i bakker og buskads; men nissen selv foretrak bondegårdens mørke kroge. Denne bogs forfatter kan præstere et autentisk signalement af nissen, modtaget i 1960 fra en gammel bornholmsk bondekone, som dagligt så ham smutte rundt, når gårdens øvrige beboere var ude. Han forsvandt straks, når de andre kom hjem. Gårdnissen eller gårdboen beskrev hun som en lille væver størrelse med gråt skæg, og på hovedet var han en rød hue. Nissen bærer altså, ifølge dette, en ganske almindelig almuedragt fra forrige århundrede. Beskrivelsen svarer nøje til de første danske tegninger af nisser omkring 1840, så datidens kunstnere må altså også have set ham. Og sådan optræder han også på de første nissepostkort fra omkring 1870.
Det må antages, at bønderne i forrige århundrede troede fuldt og fast på nissen. Det var derfor mod jul naturligt, at sørge ekstra godt for ham, som for alle andre på gården; især da han ellers let kunne blive ondskabsfuld.
Galhovedet er han sikkert siden blevet over at blive indblandet i salgsfremmende julemandsværksteder og andre tåbeligheder, der ikke er af hans verden. FOr i modsætning til nissen har hans af købmænd opfundne slægtning, julemanden, oprindeligt intet med nordisk idéverden at gøre. Han er nemlig en blanding af den revsende tyske Sankt Nikolaus og den mere gemytlige engelske Santa Claus. Begge adskiller sig bl.a. fra den danske nisse og hans almuefolk ved at være iklædt højrerestandsklæder i festligt rødt med skindbræmmer, der ligeledes kanter deres "nissehue".
Vor første oprindelige julemand er mere beskeden, han optræder i førsteudgaven af "Peters Jul", og bører en gråhvid vinterkappe af nordisk snit; men virker dog også noget bister, som Sankt Nikolaus. Det er samme figur, der optræder omkring århundredskiftet hos vor populære juletegner Louis Moe.
"Santa Niko-Claus" bliver derimod reklamefolkets markedsudråber og optræder grangivelig som plakatbærer samt entertainer i stormagasiner, og hans image bliver med årene stadig mere amerikaniseret.
En anden tvivlsom kombination er blandingen af julemand og juleengel - hedenskab og kristendom. Englen optræder endda sammen med nisse i Louis Moes "Julemandens Bog" fra 1898, og en god grundtvigianer som maleren Joakim Skovgaard foreniger dem over i købet i sit julemærket fra 1913.