Julerente
"Og siger hun takker Herren og Fruen"
Forrentningslivets vældige satsning på julehandelen får mange til at blive godt trætte af "juleræset". Medvirkende til ræset er sikkert dette,
at "julestemningen" indarbejdes allerede fra begyndelsen af november, men brat afsluttes 1. juledag.
Man er tilbøjelig til at mene, at det kommercielle hurlumhej er blevet værre med årene, og det er måske en rigtig antagelse. Hvis man som barn levede uden for centrum af en storby eller købstad, var man kun udsat for det massive julepres, når man tog med mor "ind på juleudstilling". I de rolige forstadskvarterer mindede de handlende også deres kunder om, at det snart var jul, men det skete stilfærdigt og kun i december.
Man kunne glæde sig over den lille lokale handlendes julevindue på samme måde, som man frydede sig, når kasse med julestads kom ned fra loftet. I mørkningen kunne man stå længe med næsten trykket mod butiksvinduet og nyde alle de gamlekendte ting: der boraksbestøede vat, spejlstumpen - der skulle forestille et gadekær - celluloidsvanen, nisserne af det mærkelige matte procelæn og øverst på vatbakken møllen med rødt lys i vinduerne - og vingerne, der en gang imellem drejede rundt. Da man blev lidt ældre, fandt man ud af, at vingerne kun drejede, når købmand Nielsen satte kaffemøllen i gang, men det brød ikke fortryllelsen, den moderne teknik faldt jo endnu meget godt i tråd med den gamle.
I dag har hvert kvarter sit supermarked eller butikscenter, ja, selv ude på landet findes stormagasiner. Det har ikke alene bevirket, at den lokale købmand Nielsen er i væk; også det herlige jule-handels-hurlumhej, som børn i gamle dage kun oplevede én dag sammen med mor, står nu på i ugevis, også i lokalområdet. Visse steder varer juleudstillinger og julehandel nu næsten to måneder. Derfor må man prøve at holde stemningen kunstigt oppe med diverse "jule-påfund", såsom optræk af den lokale pigegarde anført af handelsstandsforeningens formand i nisseantræk.
Var der reelt mindre "juleræs" i gamle dage? Måske skjuler der sig i virkeligheden det samme juleræs bag de dejlige billeder af gammeldags jul på hovedgaden. Hvad er det nu, Faber skriver?:
Sikken voldsom trængsel og alarm,
det er koldt og man må gå sig varm;
Lygten tændes klokken fire alt,
det skal være aften med gevalt.
Midt på gaden sælges træer og frygt
se, butikken hvor den stråler smukt,
varer kan man få i tusindvis.
Tænk dem bare under indkøbspris,
pris - pris - pris - pris - pris - pris
tænk dem bare under indkøbspris,
pris - pris - pris - pris - pris - pris
tænk dem bare under indkøbspris!
Man er tilbøjelig til at mene, at det kommercielle hurlumhej er blevet værre med årene, og det er måske en rigtig antagelse. Hvis man som barn levede uden for centrum af en storby eller købstad, var man kun udsat for det massive julepres, når man tog med mor "ind på juleudstilling". I de rolige forstadskvarterer mindede de handlende også deres kunder om, at det snart var jul, men det skete stilfærdigt og kun i december.
Man kunne glæde sig over den lille lokale handlendes julevindue på samme måde, som man frydede sig, når kasse med julestads kom ned fra loftet. I mørkningen kunne man stå længe med næsten trykket mod butiksvinduet og nyde alle de gamlekendte ting: der boraksbestøede vat, spejlstumpen - der skulle forestille et gadekær - celluloidsvanen, nisserne af det mærkelige matte procelæn og øverst på vatbakken møllen med rødt lys i vinduerne - og vingerne, der en gang imellem drejede rundt. Da man blev lidt ældre, fandt man ud af, at vingerne kun drejede, når købmand Nielsen satte kaffemøllen i gang, men det brød ikke fortryllelsen, den moderne teknik faldt jo endnu meget godt i tråd med den gamle.
I dag har hvert kvarter sit supermarked eller butikscenter, ja, selv ude på landet findes stormagasiner. Det har ikke alene bevirket, at den lokale købmand Nielsen er i væk; også det herlige jule-handels-hurlumhej, som børn i gamle dage kun oplevede én dag sammen med mor, står nu på i ugevis, også i lokalområdet. Visse steder varer juleudstillinger og julehandel nu næsten to måneder. Derfor må man prøve at holde stemningen kunstigt oppe med diverse "jule-påfund", såsom optræk af den lokale pigegarde anført af handelsstandsforeningens formand i nisseantræk.
Var der reelt mindre "juleræs" i gamle dage? Måske skjuler der sig i virkeligheden det samme juleræs bag de dejlige billeder af gammeldags jul på hovedgaden. Hvad er det nu, Faber skriver?:
Sikken voldsom trængsel og alarm,
det er koldt og man må gå sig varm;
Lygten tændes klokken fire alt,
det skal være aften med gevalt.
Midt på gaden sælges træer og frygt
se, butikken hvor den stråler smukt,
varer kan man få i tusindvis.
Tænk dem bare under indkøbspris,
pris - pris - pris - pris - pris - pris
tænk dem bare under indkøbspris,
pris - pris - pris - pris - pris - pris
tænk dem bare under indkøbspris!