Julens overtro
"Sikken guds velsignesle af mad"
Bondens liv og gerninger var op til vore dage i mangt og meget styret af overtro. Ikke mindst julen var omgærdet af varsler om årets gang og slægtens fremtid. Der er en smuk tanke om evigt kredsløb i det før nævnte smuldrede julebrød, som blev blandet i vårsæden.
Juleaftensdag var travl, for da skulle alt, også redskaberne på gården, være stillet ind, så Jerusalmens skomager ikke kunne finde hvile under den egive vandring. Helt galt ville det gå høsten, hvis han kunne sætte sig på en glemt plov.
Når der var ryddet op, skulle kreaturerne have foder til hele julen og gnides på tænderne med salt og sod. Det sidstnævnte sikrede mod trolddom. Yderligere blev de beskyttet ved et tjærekors på standdøren. Derefter var det tilrådeligt at holde sig inde døre.
Dog, selv bag den lukkede stuedør, var man ikke helt uden forbindelse med det hinside, det uforklarlige. Slægtens afdøde stillede man en tændt tælleprås i vinduet, ligesom man sørgede for en ekstra kuvert ved bordet. I Sverige var det skik at lade julebordet stå dækket hele højtiden igennem, tilgængeligt for afdøde slægtninge. Herhjemme nøjedes man normalt med at efterlade et brød og snapseflasken på bordet om natten. En anden udbredt svensk skik, der herhjemme kun er noteret fra Bornholm, er julehalmen. Det er en ejendommelig tradition, som både har forbindelse til jususbarnet i krybben og til de afdødes besøg, der var stillet mad frem, og halm blev bredt ud på gulvet i storstuen, så de natlige gæster ikke blot i storstuen, så de natlige gæster ikke blot blev godt, beværtet, men tillige kunne finde hvile.
Det er muligvis tanken om barnet i krybben, der oprindelig fik gårdens karle og piger til, julen igennem, at tilbringe natten i julehalmen. Flere præster fordømte dog denne skik, da der ofte opstod højst jordiske under fælleslejet. Den megen fritid skulle jo bruges til noget, for alle dagligdagens og -aftenens mere nøgterne gøremål var lagt til side i julen.
Det er en svært tolkelig overtro, at det ville gå gården og dens beboere særlig ilde, hvis drejende arbejde blev udført - ved rokken eller peberkværnen. Selv noget så tilforladeligt som at røre om i suppen blev visse steder anset for farligt.
Juleaftensdag var travl, for da skulle alt, også redskaberne på gården, være stillet ind, så Jerusalmens skomager ikke kunne finde hvile under den egive vandring. Helt galt ville det gå høsten, hvis han kunne sætte sig på en glemt plov.
Når der var ryddet op, skulle kreaturerne have foder til hele julen og gnides på tænderne med salt og sod. Det sidstnævnte sikrede mod trolddom. Yderligere blev de beskyttet ved et tjærekors på standdøren. Derefter var det tilrådeligt at holde sig inde døre.
Dog, selv bag den lukkede stuedør, var man ikke helt uden forbindelse med det hinside, det uforklarlige. Slægtens afdøde stillede man en tændt tælleprås i vinduet, ligesom man sørgede for en ekstra kuvert ved bordet. I Sverige var det skik at lade julebordet stå dækket hele højtiden igennem, tilgængeligt for afdøde slægtninge. Herhjemme nøjedes man normalt med at efterlade et brød og snapseflasken på bordet om natten. En anden udbredt svensk skik, der herhjemme kun er noteret fra Bornholm, er julehalmen. Det er en ejendommelig tradition, som både har forbindelse til jususbarnet i krybben og til de afdødes besøg, der var stillet mad frem, og halm blev bredt ud på gulvet i storstuen, så de natlige gæster ikke blot i storstuen, så de natlige gæster ikke blot blev godt, beværtet, men tillige kunne finde hvile.
Det er muligvis tanken om barnet i krybben, der oprindelig fik gårdens karle og piger til, julen igennem, at tilbringe natten i julehalmen. Flere præster fordømte dog denne skik, da der ofte opstod højst jordiske under fælleslejet. Den megen fritid skulle jo bruges til noget, for alle dagligdagens og -aftenens mere nøgterne gøremål var lagt til side i julen.
Det er en svært tolkelig overtro, at det ville gå gården og dens beboere særlig ilde, hvis drejende arbejde blev udført - ved rokken eller peberkværnen. Selv noget så tilforladeligt som at røre om i suppen blev visse steder anset for farligt.